ista er ”first mover”

”Udviklingen er gået meget hurtigere end forventet. I dag er over 75% af istas portefølje fjernaflæste målere, vi har udviklet en app, hvor dagsforbruget kan aflæses og vi har udviklet et system, hvor kun fantasien sætter grænser for mulighederne”, siger adm. direktør i ista, Benny Mathiesen.

I 2010 satte ista sig et mål om at 50% af porteføljen skulle bestå af fjernaflæste målere i 2018. Målet satte man sig for at imødegå de EU-krav om hyppige afregninger, man kunne forudse ville komme. ”Men udviklingen er gået meget hurtigere end forventet”, fastslår istas adm. direktør Benny Mathiesen. I dag består over 75% af istas portefølje således af fjernaflæste målere med radiomoduler. ”Og udviklingen er faktisk sket organisk i takt med at målerne skulle skiftes”.

”Vi har haft en stor tilgang af såvel mindre ejendomme som almene boligselskaber over de seneste tre-fem år, og ikke mindst den almene sektor har virkelig ydet en indsats i forhold til at forberede sig på de nye EU-krav om, på anmodning eller ved elektronisk fakturering, at kunne levere kvartalsoplysninger til forbrugerne allerede fra 2020”.

Benny Mathiesen understreger, at man stadig venter på, at kravene kommer fra de danske myndigheder, men at der allerede er udarbejdet en kravsvejledning fra EU. ”Vi ser allerede licitationer, hvor fremtidens krav er beskrevet, og hvor vi som virksomhed skal leve op til dem”.

Ud over at tre fjerdedele af istas radiatormålere er fjernaflæse, ser man også en stor stigning i antallet af vandmålere med radiomoduler. ”Det betyder, at alle målere sammen kan aflæses over det nye system, så forbrugerne ud over kvartalsinformationer også kan få vist dagsforbruget og månedsforbruget på istas app samt se, hvor mange penge, de har brugt på varme i år i forhold til sidste år – og dermed om a conto-beløbet, der er indbetalt, holder”, forklarer Benny Mathiesen.

ista er ”first mover”, når det gælder app’en og det går rigtig fint hånd-i-hånd med det nye energieffektiviseringsdirektiv, der stiller krav om øget forbrugerinformation.

Forbrugsmønstre kan ændres

Med hyppigere forbrugsopgørelser får lejere såvel som administratorer mulighed for at ændre forbrugsadfærdsmønstre i tide. Lejeren risikerer ikke at få en stor ekstraregning, og ejendommens administration kan lave en anbefaling f.eks. om at man bør hæve a conto-beløbet, så den kommer tættere på den reelle afregning, så beboeren dermed ikke får en kedelig økonomisk overraskelse.

”En anden fordel er i øvrigt også, at man som administrator/ejer løbende kan følge med i, om en lejlighed opvarmes, som den skal, så man undgår fremtidige fugtproblemer”, lyder det fra Benny Mathiesen, der ser endnu flere fordele. ”Med det radiobaserede system kan vi også overvåge for lækager på vandmålere, vi kan funktionsovervåge røgalarmer samt opsætte temperaturmålere i opgange, teknikrum og i lejligheder”.

Ydermere har ista skabt ADE (Automatic Data Exchange), der sikrer at al dataudveksling mellem administrator og ista foregår helt automatisk én gang i døgnet. Dermed spares tid hos såvel administrator som hos lejer og hos ista, risikoen for fejl minimeres og leveringstiden forbedres betragteligt.

Sådan tegner fremtiden sig

Spørger man Benny Mathiesen, hvad fremtiden bringer inden for fjernaflæste målere, fortæller han, at ista bl.a. er klar til at sende push-beskeder via app’en, så snart myndighederne har fastlagt kravene.

”Ellers er det faktisk kun fantasien, der sætter grænser for, hvad systemet kan bruges til. Funktionsovervågning af røgalarmer og lækagealarmer, men også alarmer, der registrerer hvis vinduet eller døren står åben i en lejlighed og en række andre tryghedsskabende foranstaltninger”. Og Benny Mathiesen slutter af med at fortælle, at det ikke er dyrt for hverken lejere eller administrator. ”Systemet har de jo. Det handler bare om at koble flere funktioner på det”.