Sådan aflæser du din doprimo® II måler

doprimo® II er en elektronisk varmefordelingsmåler, der nulstilles på skæringsdatoen. Måleren er udstyret med et display, der som udgangspunkt er slukket. Trykker du let på sensoren nederst på målerens frontplade, aktiveres måleren, og der vises først en test i displayet. Dernæst kan du trykke dig frem til følgende informationer:

  1. Aktuelt forbrug i år, samt forbruget primo samme måned sidste år.
  2. Samlet forbrug sidste år, samt skæringsdato og kontrolciffer.
  3. Samlet forbrug forrige år, samt skæringsdato og kontrolciffer.
  4. Skæringsdato
  5. Dags dato
  6. Informationsvisning

Du kan udregne dit forbrug siden sidste skæringsdato ved at gange forbruget i visning nr. 1 med den pågældende målers målerfaktor. Herved fås det faktiske antal enheder, som du vil blive afregnet for. Målerfaktoren for måleren fremgår af din seneste varmeopgørelse fra ista.

Målerfaktor: Målerne tæller ens, uanset hvilken radiator de er placeret på. Alle radiatorer har dog ikke samme størrelse og leverer ikke den samme mængde varme. Målerfaktoren er derfor en korrektionsfaktor, der tager højde for radiatorens størrelse, varmeafgivelse, placering samt evt. reduktion for termisk yderlig beliggenhed.

Skulle der opstå en fejl i måleren, vil displayet vise et ”P” i felt nr. 6. I så fald skal du kontakte din ejendomsadministrator.

Bemærk at tællerstanden opgives i enheder og ikke et kroner/øre beløb.