DAB arbejder med 100% papirløse regnskaber

Nu er det slut med at bruge tid på at pakke og sende regnskaber ud. Det er fantastisk og det kører bare. Sådan siger regnskabskonsulent Kirsten Steenberg om de første ista-regnskaber, der leveres 100% digitalt via ADE® til beboerne i e-Boks.

DAB er det første boligselskab i Danmark, der arbejder papirløst. ”Det har været under udvikling i nogen tid, men det har virkelig været værd at vente på”, lyder det. Ud over at man sparer tid på kontoret og ude i ejendommene, er det også Kirstens klare opfattelse, at beboerne er glade for det. ”Vi har intet hørt fra de beboere, vi har sendt ud til indtil videre, så det tyder på, at de bare har taget regnskaberne via e-Boks til sig”.

Det har været under udvikling i nogen tid, men det har virkelig været værd at vente på.

Kan ikke få armene ned
I oktober sidste år, havde Kirsten kørt 10-15 regnskaber igennem, men som hun sagde med et smil:  ”Bare vent, snart er tallene helt anderledes. Og det blev de, i dag sendes langt de fleste regnskaber ud via e-Boks.”. Hun understreger, at det er en stor lettelse for alle. ”Vi skal ikke bladre bunkevis af opgørelser igennem, og ejendomskontorets medarbejdere skal ikke løbe rundt med regnskaberne til beboerne”. Kirsten Stenberg estimerer, at godt 80-85% af alle beboere har e-Boks, og hun fortæller, at hun eksempelvis har færdiggjort et regnskab med 70 lejligheder, hvor der kun skulle sendes 10 regnskaber ud med post, enten fordi modtageren ikke havde e-Boks eller var gået bort. ”Så vi kan ikke få armene ned”.

Sparer tid til andre opgaver
DAB har arbejdet med automatisk dataudveksling (ADE®) med ista og EG Bolig de seneste to år, og ifølge Kirsten er det takket være den hamrende dygtige forretningsudviklingsafdeling og IT-afdeling i DAB, at man først begyndte at sende flytteafregninger og lejekontrakter ud via e-Boks, og altså nu også forbrugsregnskaber. ”Jeg sidder i en lille niche, men også her har ADE® megastor indflydelse. Vi skal bl.a. ikke længere selv sortere fraflyttere og andre fra. Det gør systemet ganske automatisk, og på den måde sparer vi tid til andre opgaver”, slutter Kirsten Steenberg.