Vi er kommet stærkere og mere sikre tilbage efter hackerangreb

Det er ingen hemmelighed, at ista i sensommeren var udsat for et hackerangreb. ”I dag er vi meget glade for at fortælle, at vi er 100 % tilbage, og at der ikke er sket datatab i Danmark”, siger istas CEO i Danmark Benny Mathiesen, der takker kunderne for deres forståelse de seneste måneder.

I sensommeren var ista udsat for det, alle virksomheder frygter, nemlig et hackerangreb på koncernen. Alle istas kontorer verden over var berørt, og ganske uundgåeligt berørte det desværre også istas kunder.

”Alle vores kunder har dog på forbilledlig vis bakket op om os og givet os tid til at komme tilbage til normal drift igen. Det er vi dem meget taknemmelige for”, lyder det fra CEO Benny Mathiesen.

”Et hackerangreb af den kaliber er et wake-up call. Det har det været for os i ista, og som vi hører, har det også været det for mange af vores kunder. Hackerangreb er noget, der skal tages seriøst, og som virksomhed skal man sørge for at have et beredskab, hvor alt tænkes igennem”.

Benny Mathiesen fortæller, at man i ista på internationalt plan naturligvis havde et beredskab, der blev iværksat det øjeblik, hackerne angreb.

Vi er meget glade for at kunne garantere, at der ikke er sket datatab i Danmark.

I dag er ista 100 % tilbage. Men desværre gik der nogle måneder, hvor alle systemerne skulle gennemgås, og hvor der blev investeret i ny og endnu større sikkerhed. ”Vi startede op i takt med, at sikkerheden blev forbedret. ista valgte ikke at efterkomme hackernes krav, og i stedet opbygge en endnu bedre og større it-sikkerhed samt omlægge den it-mæssige infrastruktur. Det betyder, at vi i dag er kommet tilbage endnu stærkere og endnu mere sikret end før, så vi fremadrettet er bedre beskyttet mod hacker-angreb. Det skal dog siges, at man jo aldrig kan være helt sikker”, fastslår Benny Mathiesen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle regnskaber er leveret til tiden 
Samtidig understreger han, at stort set alle regnskaber, der leveres af ista, er leveret inden for de tidsfrister, der er fastlagt i lejeloven. At man, hvad angår forbrugsregnskaber på vand, varme og el, er 100 % kørende, og at man garanterer en gnidningsløs højsæson i 2023.

Benny Mathiesen lægger dog ikke skjul på, at situationen har været vanskelig, og at nogle kunder har været generet af det. 

”Men vi har været åbne omkring situationen fra begyndelsen, og det har vi fået ros for af vores kunder. Fra det øjeblik, vi vidste, at vi var blevet angrebet, lukkede vi ned, og alle ledninger til al it og servere blev trukket for at sikre mod datamisbrug”.

Lokalt i Danmark identificerede man de kunder, hvor det var allermest kritisk omkring data og kontaktede dem hurtigt, mens andre fik beskeden på anden vis med basis i den beskedne tilgang man havde til telefonnumre og mailadresser. 

”Vi er dog meget glade for at kunne garantere, at der ikke er sket datatab i Danmark”, slutter Benny Mathiesen.